Behandlinger

Almindelig fodbehandling


Alle personer store som små kan have glæde af en almindelig fodbehandling .

I  min klinik  starter behandlingen  med undersøgelse af foden og optagelse af  den  obligatoriske journal  ved første behandling. Derefter klippes  neglene, slibes og jeg laver oprensning af  falsen. Negle  som  er  fortykket  / deforme eller  svampenegle bliver rettet til,  så de kommer til at se så normale ud som muligt. 

Hård hud  –  hælrevner   og  ligtorne  fjernes,  fodvorter bliver beskåret Behandlingen afsluttes  hvor neglene bliver behandlet med negleolie og fødderne bliver smurt  ind  med en god creme.

Jeg giver råd  og vejledning  om  forebyggelse og  daglig pleje Diabetes- leddegigt -   indlæg -  bøjlebehandling   – fod gymnastik - aflastning  - tape - støtte- og kompressionsstrømper samt fodtøj. 

Er du medlem af Sygesikring  Danmark gruppe 1 og 2  får du tilskud .

Som pensionist kan der  søges om  økonomisk hjælp til fod behandling. 

 

Diabetesbehandling

Det er meget vigtigt at fodterapeuten holder øje med en diabetikers fødder for at være opmærksom på begyndende senkomplikationer, derfor anbefales det at få lavet fodstatus 1 gang årligt.
Det er ligeledes vigtigt, at patienten selv er opmærksom på trykmærker, rødme, revner, sår, hård hud og ligtorne og altid kontakter en fodterapeut i tvivlstilfælde. Brug et spejl til undersøgelsen af fødderne og glem ikke tåmellemrummene
.

Indlæg til børn og voksne 

Indlæg kan være forebyggende, aflastende, støttende og korrigerende og fremstilles individuelt. 
Indlægget kan gøre trætte og ømme fødder mere friske, aflaste ømhed, ændre gangen til normal. 
Tænk på at foden er dit fundament, og hvis fundamentet er skævt så kan det forplante sig op igennem ben, knæ, hofte, ryg og hovede. Et indlæg kan være med til at give balance i hele kroppen. Hvis børn ikke er aktiv med at løbe og lege, kan det skyldes at der er fejlstilling i fødderne. 
Man er aldrig for gammel til at få et indlæg.
Er man medlem af Danmark kan man få tilskud i grupperne 1, 2 og 5

Svampenegl, svært angrebet.

Neglesvamp er en svampeinfektion i en eller flere negle. Den er hyppigst på tånegle og sjældnere på fingernegle. Neglene bliver gulligt misfarvede og efterhånden fortykkede .
Det er først og fremmest neglepladen, som angribes. Svampen nedbryder bestanddelene i neglen og infektionen starter ofte yderst eller på siden af neglen, for derefter at brede sig indover neglen. Dette giver gullig misfarvning. I starten er negleoverfladen glat og jævn. Efterhånden bliver neglens forreste del fortykket og løsner fra underlaget, og til sidst
kan hele neglen blive ødelagt.

Efter nedslibning.

Neglesvampen behandles ved, at jeg renser op i det inficerede væv, hvorefter neglepladen slibes ned. Om muligt, fjernes hele neglepladen for at gøre området fri af inficeret væv. Dernæst påføres et svampedræbende middel, som jeg  instruerer i at benytte. Behandlingen er langvarig,  en ny negl skal vokse ud for at neglen bliver normal og pæn igen, dvs op til 1 år. I visse tilfælde kan det være nødvendigt at søge læge, som kan ordinere tablet-behandling. Man må være opmærksom på smitterisikoen, fra den ene tå til den anden. Svamp i fingerneglene ses sjældent, da vækstbetingelserne ikke er til stede på hænderne.

Helbredt svampenegl.

Neglesvamp trives bedst i fugtige omgivelser, hvorfor tætsluttende fodtøj og strømper af kunststof må frarådes. Undgå fugtige, varme omgivelser ved at holde fødderne rene og tørre.  Det tilrådes at gå med åbne sko, eller skifte strømperne hyppigt. Der kan bruges indlæg i skoene eller fodpudder, for at absorbere fugten.

 

Nedgroede negle

Denne lidelse er kendetegnet ved smerter omkring neglen. Huden kan blive rød, hævet og betændt. Årsagerne til nedgroede negle kan være for spidse sko, der trykker tæerne og neglene mod hinanden, og derved får neglene til at gro nedad for at kunne være der.Det kan også skyldes forkert klipning af neglene. Klipper man neglene ned i siderne, eller man "river" neglene af, kan der sidde en spids tilbage, der vokser ind i huden og giver betændelse. Man kan også få nedgroede negle, hvis man vejer for meget, f.eks i forbindelse med graviditet.
For at behandle nedgroede negle, bruger jeg bl.a. en neglebøjle. Den lindrer oftest symptomerne med det samme. Neglebøjlen udøver et lille træk, så neglesiderne løftes, og de skal tilrettes med jævne mellemrum, indtil neglen har fået sin naturlige form. Behandlingen strækker sig mellem 6 - 12 måneder. Jeg giver individuel vejledning om korrekt negleklipning og brug af rummeligt og fodvenligt fodtøj. Med en henvisning fra egen læge til neglebøjlebehandling ( ortonyxi ) hos en fodterapeut, yder den offentlige sygesikring tilskud til et begrænset antal behandlinger, og er man medlem af sygeforsikringen Danmark, gruppe 1 og 2, yder de tilskud til ortonyxi

Leddegigt

Lider man af leddegigt, kan man risikere, at ens fødder forandrer sig. Ødelagte sener og led resulterer i deforme fødder, hvilket påvirker både balancen og gangen. Det giver store belastningsskader i huden og er meget smertefuldt
Jeg kan aflaste de gigtramte fødder ved hjælp af bløde specialindlæg, så smerterne lindres og problemerne holdes nede.

Med en henvisning fra egen læge ydes der tilskud til behandling- aflastninger og indlæg

Nedsunken forfod

Det betyder, at fodens lange mellemfodsknogler ændrer stilling. Fra naturens hånd, er vi udstyret med en lille bue på tværs af forfoden. Denne bue medvirker til, at vi kan have et fjedrende afsæt, når vi går og løber. Er denne bue ikke tilstede bliver afsættet hårdt og går direkte hen over ledhovederne på mellemfodsknoglerne, og trykket fra knoglerne bliver meget hårdere ned på huden. Pga dette reagerer huden med at blive fortykket, der kan opstå hård hud, og der kan dannes ligtorne. Jeg vejleder om forskellige øvelser der kan styre forfodens muskulatur, og jeg fjerner den hårde hud og ligtorne. Ønskes et længerevarende resultat bør behandlingen følges op med individuelle fodindlæg efter mål. Jeg benytter forskellige materialer og fremstillingsmetoder alt afhængig af problemets art, den almene helbredstilstand, fysik og aktivitet.

Daglig pleje af fødderne
 
Sunde fødder kommer ikke af sig selv. De skal plejes regelmæssigt ligesom resten af kroppen. Fødderne har godt af at få professionel behandling indimellem, så alle små skavanker fjernes. En statsautoriseret fodterapeut behandler og forebygger næsten alle slags fodproblemer. 
Hvad mange ikke ved er, at en fodterapeut kan være med til at forebygge smerter i ryg, knæ og hofter, fordi generne kan stamme fra fødder, der er forkert belastet.

Aflastninger

Aflastninger som afhjælpning af forskellige fodproblemer såsom smerter og fejlstillinger, ligtorne og hælsporer. Det er muligt at købe silicone-aflastning i forskellige afskygninger, men fodterapeuten er uddannet til selv at måle, støbe og forme individuelle aflastninger præcis til patientens behov.
Journaloptagelse
Som sikkerhed for patientens og fodterapeutens behandlingsplan føres altid journal, således at behandlingen kan opfølges.

Franske negle

Jeg tilbyder også pedicure, hvor jeg afslutter med lak eller franske negle. 
Det er i øjeblikket ikke muligt at få denne behandling.

Velkommen til vores hjemmeside